Hej... Det er mig, der er navnet bag firmaet PrivilegiuM. Kom nærmere, så skal jeg fortælle dig en lille historie...

For mange år siden – helt præcist i april 1974 – blev en lille pige født i en by i Nordsjælland. Hendes forældre var uddannede hos manufakturhandler Martensen i Hillerød (det var faktisk her de blev forelskede i hinanden) og havde Tekstilvarehuset - en manufakturhandel - i Kjøbenhavn, som var gået i arv fra den nyfødtes farfar til hendes far i tidernes morgen. Siden 1912 havde butikken bestået fortrinsvis på Nørrebro i Kjøbenhavn, men den endte sine dage i Kongens Lyngby i 2004.

På daværende tidspunkt var pigen blevet 30 år gammel, og havde uddannet sig til modelsyer på Ishøj Tekniske Skole. Det var her hendes passion lå – i tekstilbranchen ligesom sin far og sin farfar. Efter en fin eksamen med diplom, præmie og et svendestykke til karakteren 11, startede hun i et børnetøjsfirma som sælger, modelsyer og butiksbestyrer.

I dag har hun startet sit eget firma, og syr brudekjoler og selskabstøj til kvinder i alle størrelser. Firmaet hedder PrivilegiuM og pigen – det er mig.

 

Copyright © 2007  www.AnnMariMai.dk

Web Design / DanishWebDesign